
Pierre Lemaitre er fransk og en af mine yndlingsforfattere. Han har skrevet nogle fremragende kriminalromaner gennem tiden, men her vil jeg anbefale hans roman Vi ses deroppe.
Bogen handler i korthed om to unge mænd, som overlever rædslerne i skyttegravene under første verdenskrig. I november 1918 lige før krigen slutter, redder Édouard Péricourt under et angreb Albert Maillards liv; dog med store konsekvenser, da Edouard får en stor del af sit ansigt sprængt væk. Denne tragiske hændelse binder de to sammen trods deres betydelige forskelligheder.
Édouard Péricourt, som nu er handicappet, er en exceptionel kunstner, mens Albert Maillard er en noget middelmådig bogholder. De hutler sig igennem tilværelsen i Paris, indtil de kommer på ideen om et kæmpe svindelrummer, der vil gøre dem rige, og nu tager bogen en helt ny drejning.
Bogen er som sædvanligt fremragende skrevet med et usædvanligt plot, som hurtigt river læseren med sig. Pierre Lemaitre har en baggrund som psykolog, og måske er det derfor, at du som læser nemmere, finder ind i bogens verden. Filmen blev i øvrigt filmatiseret i 2017, og du kan finde den gratis på bibliotekernes Filmstriben. Den fik 7.5 ud af 10 på IMDB (International Movie Database) af brugerne. Men læs bogen først, det er den rigtige rækkefølge.
PS Hvis du kan lide mine posts (eller måske ikke), så skriv gerne til mig med dine kommentarer.