If you prefer this post in English please, visit www.senior.world.com
Jens Stoltenbergs erindringsbog På Min Vagt er en fremragende politisk selvbiografi, og et personligt dokument om ansvar, krisehåndtering og ledelse i ekstreme situationer. Det er en bog, der især står stærkt, når den går tæt på de begivenheder, der definerede hans tid som statsminister i Norge – først og fremmest terrorangrebene foretaget af Anders Behring Breivik den 22. juli 2011.
Bogen følger Stoltenbergs politiske liv fra de tidlige år i Arbeiderpartiet til rollen som statsminister og senere generalsekretær for NATO. Strukturen er kronologisk, men med tydelige nedslag i de mest afgørende øjeblikke, hvor hans lederskab blev sat på prøve.
Særligt kapitlerne om 22. juli er bogens følelsesmæssige og narrative centrum. Her beskriver Stoltenberg både de konkrete beslutninger i timerne og dagene efter angrebene samt de mere personlige overvejelser om sorg, ansvar og national samling. Beskrivelsen af mødet med ofre og pårørende føles oprigtig og troværdig.
Angrebene begået af Anders Behring Breivik er sikkert ikke nye for læserne, men Stoltenbergs perspektiv som landets øverste politiske leder giver en særlig tyngde: Bogen er beretningen om at skulle holde sammen på en nation, mens man selv er ramt.
Stilen i bogen er nøgtern, rolig og tilbageholdende. Der er ikke meget dramatik eller selvforherligelse. Stoltenberg fremstiller sig selv som et menneske, der tvivler, lytter og forsøger at handle korrekt snarere end spektakulært. Det kan virke lidt forsigtigt, men det passer også godt til bogens budskab om ansvarlighed og institutionel stabilitet.
Sproget er klart og let at læse/lytte till, uden at være litterært prangende. Du mærker, at det er en politiker, ikke en romanforfatter, der skriver. Til gengæld er refleksionerne om magt, kompromiser og internationale relationer interessante, især når Stoltenberg beskriver balancen mellem nationale hensyn og samarbejdet med allierede.
Bogens største styrke er autenticiteten. Man fornemmer en leder, der oprigtigt forsøger at forklare sine valg – også når de ikke var perfekte. Der er en sjælden åbenhed om tvivl og fejl, hvilket giver bogen ydmyghed.
Samtidig fungerer bogen godt som politisk samtidshistorie: den giver et indblik i, hvordan et lille land som Norge navigerer i globale konflikter, diplomati og sikkerhedspolitik. Stoltenbergs beskrivelser af internationale topmøder og forhandlinger er måske ikke dramatiske, men de er lærerige.
På Min Vagt er en solid, eftertænksom og værdig politisk erindringsbog. Den er ikke sensationel eller polemisk, men den er troværdig og reflekteret – og det klæder netop en fortælling om lederskab under krise. Meget anbefalelsesværdig!
