
(If you prefer this post in English please visit www.senior-world.com)
Den britiske film The Dig fra 2021 er et stille drama, som handler om udgravningerne af Sutton Hoo, der er to begravelsespladser fra den tidlige middelalder i det 6. og 7. århundrede. Gravpladserne ligger nær Woodbridge i Suffolk. Filmen udspringer af virkelige hændelser.
Filmen har Basil Brown (Ralph Fiennes) i hovedrollen, som den selvlærte arkæolog og udgraver, der i 1939 bliver ansat af godsejer Edith Pretty (Carey Mulligan) til at udgrave nogle gravhøje, som hun har liggende på sin ejendom. Trods uoverensstemmelser om lønnen, som de slutteligt bliver enige om, går Basil Brown efterfølgende i gang med udgravningsarbejdet med assistance af et par medarbejdere fra godset. Han opdager undervejs i arbejdet, at det ikke, som specialisterne tror, er vikingegrave, men en kæmpe begravelsesplads fra den tidlige middelalder for en konge, som er begravet i et stort skib.
Denne begravelsesplads kommer til British Museums øre, og de overtager udgravningen, da den er af stor national betydning. Basil Brown bliver kørt ud på et sidespor og er fuldstændig glemt i den senere historie indtil for ganske få år siden, hvor hans banebrydende arbejde kommer til ære og værdighed.
Der er sideløbende historier i filmen bl.a. om ejeren Edith Prettys alvorlige sygdom, som nogle år efter koster hende livet. Et ægteskab, der går i stykker mellem to af arkæologerne undervejs i udgravningerne, da manden vist ikke er til damer alligevel. Det tætte venskab mellem Basil Brown og Edith Prettys unge søn. En romance mellem Edith Prettys fætter, som hjælper Basil Brown i udgravningen, og den forsømte brud, som må se hendes mand foretrække andre mænd.
The Dig er en stille, hjertevarm og episk film, som er domineret af et farvevalg af grå og mørke farver. Anden Verdenskrig truer, og det kaster skygger ind over filmen, samtidig med at Edith Prettys sygdom forværres. Men trods disse alvorligheder så er filmen også et bevis på almindelige menneskers ståen op mod arrogante autoriteter og simple menneskers livsmod og stædighed. Ralph Fiennes som Basil Brown og Carey Mulligan som Edith Pretty udgør et fantastisk par i historien.
The Dig er en film, som jeg fandt meget seværdig, og som jeg kun kan anbefale.
PS Hvis du kan lide mine posts (eller måske ikke), så skriv gerne til mig med dine kommentarer.