Mordet På Kommandanten af Haruki Murakami: Simpelthen en fantastisk bog!

Mordet på Kommandanten af Haruki Murakami handler i korthed om en japansk mand i midten af 30'erne, som bliver forladt af sin kone. Han er portrætmaler, men begiver sig efter bruddet med sin kone ud på et road trip i Japan for til sidst at ende i et ødebeliggende hus, som ejes af en af hans venner. Vennen har arvet huset efter sin far, som var en meget berømt maler. Hovedpersonen finder et ukendt maleri, som afgiver lyde på loftet af huset. Da han pakker maleriet ud, starter der en lavine af forklarlige og uforklarlige hændelser. En fantastisk bog. Læs den.
Mordet på Kommandanten af Haruki Murakami

Jeg elsker Haruki Murakamis forfatterskab. Det er store ord, når man er nordjyde, men jeg synes simpelthen, at han skriver de mest fantastiske bøger. Fantastisk er nok et meget godt ord, for du ved aldrig som læser, hvornår virkeligheden ophører og bliver erstattet af en anden gådefuld verden. En betegnelse for hans forfatterskab kunne være magisk realisme.

Det er fuldstændig korrekt, når Forfatterweb skriver, at Haruki Murakami forfører læseren ind i sine mystiske, surrealistiske og filosofiske universer, hvor det er svært at skelne drømme fra virkelighed.

Murakami skriver i et let tilgængeligt sprog, så det er nemt for læseren at identificere sig med bogens hovedpersoner, og de hændelser de kommer ud for. Murakamis mest kendte bøger i Danmark er vel nok 1Q84, men her vil jeg slå et slag for hans roman Mordet På Kommandanten.

Bogen eller bøgerne er på over 700 sider og handler i korthed om en japansk portrætmaler i midten af 30’erne, som bliver forladt af sin kone. Ovenpå denne skelsættende hændelse begiver hovedpersonen sig ud på et road trip til fjerne egne i Japan for til sidst at låne et ødebeliggende hus af en god ven, som har arvet det af sin far, der var en meget berømt maler.

En skønne dag hører hovedpersonen lyde fra loftet i huset. Han undersøger, hvor lydene kommer fra og opdager et hidtil ukendt maleri af den afdøde maler. Men hvordan kan et maleri afgive lyde? Ja, da han pakker maleriet ud, så åbner han samtidig for en række uforudsete og mystiske hændelser i flere verdener.

Mordet på kommandanten – alene titlen er ikke, hvad man skulle tro – er en fantastisk fortælling om kærlighed, ensomhed, krig, kunst og meget mere.

Læs den.

PS Hvis du kan lide mine posts (eller måske ikke), så skriv gerne til mig med dine kommentarer.