
Lago Maggiore er den næststørste sø i Italien (Gardasøen er den største), og den er mindre kendt end både Gardasøen og Comosøen. Det er en stor skam, da Lago Maggiore er et fantastisk rejsemål med sin kombination af kultur, historie og natur og en destination, der tilbyder noget for alle. Søen strækker sig over 65 kilometer, hvoraf 20% ligger i Schweiz.
Jeg har her skrevet om vores ferie ved Lago Maggiore og nogle forslag til, hvad du kan foretage dig i 5 dage, hvis du vælger dette spændende rejsemål.
Du kan enten vælge at flyve til Milano og derefter køre til Lago Maggiore. Søen ligger en god times kørsel fra Milano. Eller du kan vælge en bustur med et rejsebureau fra Danmark, hvilket vi gjorde for første gang. Det var i øvrigt en rigtig god oplevelse.
Dag 1:
Køreturen til Lago Maggiore, hvad enten det er med et rejseselskab eller i lejebil, er en dejlig introduktion til området med betagende udsigter over bjergene og søen.
Vi boede i Verbania/Intra, som er en hyggelig by med små intime gader og stræder fyldt med specialbutikker, cafeer og restauranter. Der er derfor rig lejlighed til at spise eller nyde en kop kaffe på en restaurant. Brug dagen på at udforske byen og området du bor i.

Billede fra Verbania/Intra, som er en rigtig hyggelig by.
Dag 2: Stresa og Isola Bella: Stresa er en populær by ved Lago Maggiore. Der er elegante hoteller og villaer, hvoraf mange har en fantastisk udsigt over søen. Efter ankomsten til Stresa kan du tage en gåtur langs den imponerende promenade og måske nyde en aperitivo på en café.
Isola Bella er en ud af tre øer (Isola Madre og Isola dei Pescatori), som ligger en kort sejltur fra Stresa. Vi valgte Isola Bella, som er kendt for det storslåede palads og sine barokhaver, der blev skabt af den aristokratiske Borromeo-familie i det 17. århundrede. Paladset er fyldt med fornem kunst og antikviteter, mens de storslåede haver byder på alverdens eksotiske blomster, buske og træer og sandelig også hvide påfugle. Du kan nyde den fantastiske udsigt over søen, mens du går rundt og nyder haverne.

Det imponerende palads beliggende på Isola Bella.

Musikværelset på paladset.

Paladset set udefra haven. Ret flot.

Udsigt over Lago Maggiore fra Paladset på Isola Bella.

En af de mange hvide påfugle der går frit rundt i haven.
Dag 3: Orta San Giulio: Selvom Lago Maggiore er fantastisk, er det også værd at tage en dagstur til Lago d’Orta, som er en mindre og mere intim sø i nærheden. Når du kommer til byen Orta San Giulio, skal du parkere bilen og gå ned i den maleriske by, som er kendt for sine smalle, brostensbelagte gader.
På Orta San Giulios centrale plads Piazza Motta, der er omgivet af pittoreske huse – nogle med buegange – kan du spise frokost på en af de mange restauranter. Fra byens torv bør du ikke snyde dig for en kort bådtur til øen Isola San Giulio, hvor du kan besøge det historiske kloster og nyde den fredfyldte atmosfære. Det er som at komme til en verden, hvor tiden er gået i stå. Allerede ved landgangen ser du det første skilt, som fortæller dig, at du er ankommet til “Stilhedens Ø”. Den eneste vej, som du kan bevæge dig øen rundt på, kaldes da også “Stilhedens Sti”. Det tager under 10 minutter at spadsere hele øen rundt ad de toppede brosten på de smalle stræder og undervejs se skilte – alle med temaer om stilheden – f.eks. lyt til stilheden. Udover de gamle huse og en “fugtig bymur”, domineres San Guilio-øen af et stort kloster, hvortil der ikke er adgang.
Når du har set Orta San Giulio og besøgt øen Isola San Giulio, er det simpelthen et must, at du går den stejle vej op til det hellige bjerg Sacred Mountain of Orta (Sacro Monte di Orta),som du bestiger fra byens torv. Denne UNESCO-verdensarv er et fantastisk sted at besøge og lade dig fordybe i de 20 kapeller, som ligger langs ruten. De er dekoreret med fresker og mandshøje statuer, der fortæller historien om helgenen St. Francis of Assisi liv. Husk samtidig at nyde panoramaudsigterne over søen.

Øen Isola San Giulio beliggende i Orta San Giulio.

Isola San Giulio kaldes også stilhedens ø, hvilket de mange skilte indikerer.

Stilhedens vej.

Sacred Mountain of Orta (Sacro Monte di Orta) eller det hellige bjerg med de mange kapeller, hvor freskerne næsten alle fortæller om episoder fra Frants af Assissis liv.

Jesus fødsel, dog uden Frants af Assissi.
Dag 4: Milano
Milano er Italiens forretnings- og modehovedstad med moderne bygninger og højhuse. Milano ligger som nævnt ikke langt fra Verbania/Isla, og har du ikke besøgt byen før, så bør du bestemt gøre det. Den helt store attraktion er den pompøse og pragtfulde Domkirke (Duomo di Milano), som ligger midt i centrum. Der kan være kø for at komme ind, men det går forholdsvis hurtigt med at komme frem, så snyd dig ikke for oplevelsen.
Når du er kommet ind i domkirken, så bevæg dig rundt og lad dig imponere over det smukke og imposante indre, som virkelig indeholder mange storslåede artefakter. Denne imponerende katedral er den næststørste i Italien, efter Peterskirken i Vatikanstaten, og tårner sig op over den storslåede Piazza del Duomo.
Bygget i en blanding af renæssance, barok og gotisk arkitektonisk stil, blev Duomo bygget mellem slutningen af 1300 tallet til 1900-tallet. Det tog 600 år at bygge Duomo di Milano, og den stod færdig i 1965.
Når du er færdig med at beundre og suge de mange indtryk ind i domkirken, så gå en tur rundt om den, når du kommer ud igen. Den er mageløs.
Skrå derefter over Piazza del Duomo til Galleria Vittorio Emanuele II på den anden side af domkirken. Galleria Vittorio Emanuele II er Italiens ældste shopping-arkade. Her bliver du mødt af gyldne facader med imponerende søjler og højtravende buer.
Denne fantastiske arkade er imponerende med dens glaskuppelloft og mosaikgulve. På din gåtur i det 4 etagers høje shopping-galleri Galleria Vittorio Emanuele I, vil du finde eksklusive designerbutikker, restauranter, caféer og masser af mennesker, der tager selfies. Galleriet er et fantastisk sted at vindueshoppe eller bare nyde en afslappet drink. Priserne er dog høje.
Forenden af Galleria Vittorio Emanuele II kommer du ud til pladsen Piazza della Scala med en stor statue af Leonardo da Vinci, og til venstre for den ligger den verdensberømte opera La Scala i en ganske anonym og uanselig bygning. La Scala har lagt scene til de fleste store operastjerner i verden. Og vidste du ikke bedre, kunne du nemt gå forbi bygningen uden at ænse, hvad den indeholder.
Hvis du vender tilbage til gågaden, hvor Domkirken ligger, og er du til shopping så fortsæt ned ad gågaden. På denne gåtur, vil du blive ganske overvældet af mængden af luksusforrretninger.
Castello Sforzesco er dagens sidste stop. Castello Sforzesco, eller Sforza Slot, blev bygget som en defensiv fæstning i det 14. århundrede. Senere, i det 15. århundrede, udvidede Francesco Sforza fæstningen og forvandlede den til en familiebolig. I dag bruges bygningen til at huse adskillige museer, herunder Museo Pieta Rondanini, Museum for antikke kunst, Museum for dekorativ kunst, arkæologisk museum og mange flere. Du kan nemt bruge en hel dag her på at udforske alle museerne. Slottet er placeret i centurm af byen og er hjemsted for nogle af de mest berømte kunstnere i verden. Sforza-slottet har en samling af kunstværker skabt af nogle af de mest berømte kunstnere i verden, herunder Leonardo da Vinci og Michelangelo.

Den pompøse og pragtfulde Domkirke i Milano (Duomo di Milano).

Domkirken set indefra – bare et udsnit – den er stor.

Galleria Vittorio Emanuele II er Italiens ældste shopping-arkade.

Arkaden er fyldt med luksusbutikker.

Den verdensberømte opera La Scala i en ganske anonym og uanselig bygning.

Castello Sforzesco, eller Sforza Slot, blev oprindeligt bygget som en defensiv fæstning i det 14. århundrede. Senere blev fæstningen lavet om til en familiebygning og er nu hjemsted for adskillige museer.
Dag 5: Villa Taranto
Har du brug for en dag, hvor programmet ikke nødvendigvis behøver stå på en heldagsudflugt, kan jeg stærkt anbefale at besøge haverne i Villa Taranto, som ligger i Verbania/Intra.
Haverne i Villa Taranto er kendt verden over for deres store skønhed og det enorme antal plantearter, som haverne indeholder. Dette ekstraordinære sted blev udtænkt af den skotske kaptajn Neil McEacharn, som købte villaen i 1931 med den specifikke hensigt at skabe sine drømmehave ved bredden af sin elskede Lago Maggiore. Han opkaldte ejendommen efter en familieforfader, der var blevet gjort til “hertug af Taranto” af Napoleon. I 1939 besluttede kaptajn McEacharn, som ikke havde nogen direkte arvinger, at forære hele ejendommen til den italienske stat mod at få tilladelse til at blive begravet i mausoleet, som nu står midt i parken.
Der er entré for at besøge haverne

Et indtryksbillede fra den særdeles smukke have.

Villa Taranto.

Billede fra haven og ned mod Lago Maggiore.

Billede fra haven over mod bjergene.