Jerry Lee Lewis: His Own Story af Rick Bragg: Fremragende bog om The Killer!

(If you prefer this post in English, please visit www.senior-world.com)

Den fine sydstats forfatter Rick Bragg har skrevet en glimrende bog om The Killer himself Jerry Lee Lewis. Og er du på nogen måde interesseret i historien om Rock’n’Roll og dens spæde begyndelse og udvikling, så er denne bog simpelthen et must. Rick Bragg interviewede igennem 2 år Jerry Lee Lewis om hans farverige og tumultagtige barndom, ungdom, voksen- og seniorliv.

Jerry Lee Lewis blev født af fattige, men kærlige forældre. Han voksede op i Ferriday, Louisiana og Natchez, Mississippi. Både hans mor og far var glade for musik, og han blev fra en meget tidlig alder opslugt i musikkens verden. Jerry Lee sneg sig allerede som barn ind på det sorte spillested Haney’s Big House, hvor han gemte sig under bordene. Han blev smidt ud hver gang, men næste aften var han der igen. Han elskede de sortes musik.

Han lærte tidligt at spille på klaver i den lokale Kirke, og dette resulterede i, at faderen sparede sammen til et piano til ham. Jerry Lee øvede sig uafbrudt og lærte snart at spille allle de genrer, som moren og han lyttede til i radioen, og som han hørte på Haney’s Big House. Snart blev Jerry Lee Lewis’ provokerende og vilde måde at spille klaver på et hit i lokalsamfundet, og hans popularitet spredte sig hurtigt. Der var dog mange, som anså hans måde at spille på som djævelens musik.

Da Jerry Lee Lewis kom under vingerne på berømte Sam Phillips fra Sun Studios og indspillede Whole Lotta Shakin’ Goin’ On og Great Balls of Fire tog karrieren for alvor fart. Han solgte ikke kun massevis af plader, men hans tumultagtige og vilde koncerter forårsagede, at det unge publikum gik grassat. Massevis af arrangører boykottede ham efterfølgende.

Det var dog ikke kun Jerry Lee Lewis’ musikalske karriere, der var tumultagtig. Det var hans privatliv også. Han blev gift allerede som 16 årig, og som 17 årig var han gift for anden gang, uden at være blevet skilt fra sin første kone. Men det var, da han giftede sig med sin 13 årige kusine, at hans karriere virkelig kom ud i stormvejr. Jerry Lee Lewis arbejdede sig dog som altid tilbage, og trods 7 ægteskaber og et mangeårigt misbrug af alkohol, piller og kvinder samt to nærdødsoplevelser plus en enorm skattegæld, overlevede the Killer.

Jerry Lee Lewis betragtes i dag som en af de mest kreative og vigtigste kunstnere i amerikansk populær kultur. Jerry Lee Lewis var en af de allerstørste af de første rock’n’roll pionerer sammen med Elvis Presley, Little Richard og Chuck Berry. Han optrådte med alle fra Elvis Presley til Keith Richards, Bruce Springsteen og Kid Rock. Da selveste John Lennon mødte Jerry Lee Lewis, knælede han ned og kyssede the Killers sko i ærbødighed og taknemlighed for den enorme musikalske inspiration Jerry Lee havde haft på John Lennons egen karriere.

Bogen Jerry Lewis: His Own Story er Jerry Lee Lewis’ egen detaljerede og farverige version af sit liv. Bogen er på engelsk, men letlæselig og nem at lytte til. Bogen er særdeles anbefalelsesværdig.

Vi mistede Jerry Lee Lewis i 2022.

PS Hvis du kan lide mine posts (eller måske ikke), så skriv gerne til mig med dine kommentarer.