
If you prefer this post in English please visit www.senior-world.com
Den Ophøjede Morder af den japanske forfatter Keigo Higashino er en udsædvanlig og anderledes krimi. En mand findes død i sit hjem i Tokyo. Han er blevet forgiftet, men af hvem? Det er nærliggende at mistænke hans kone Ayane, men hun er flere hundrede kilometer borte på mordtidspunktet. Hun er på besøg hos sine forældre, og hun har derfor et vandtæt alibi. Og hvad skulle hendes motiv i givet fald være. Manden er blevet forgiftet, men hvem har begået udåden?
Kriminalassistent Kusanagi, som leder opklaringen, bliver hurtigt meget betaget af den smukke Ayane. Så betaget at hans unge kvindelige kollega Utsumi tvivler på, om Kusanagi kan opretholde sin professionelle distance og objektivetet i forbindelse med opklaringen af mordet. Utsumi tager derfor kontakt til professor Yukawa, som tidligere har hjulpet Kusanagi med at opklare et mord, som politiet ikke kunne løse. Selv om Yukawa tidligere har erklæret, at han ikke mere ønsker at hjælpe politiet, så kan hans professionelle forfængelighed dog ikke stå for at gå ind i opklaringen af denne tilsyneladende uløselige mordgåde.
Keigo Higashino skriver ikke som vestlige krimiforfattere, men holder sig med vilje til en japansk måde at tænke på. Den Ophøjede Morder er derfor skrevet ud fra japanske æresbegreber og værdier og japanernes hensyn til loyalitet og følelser. Selv om bogen foregår i det moderne Japan.
Den Ophøjede Morder er ikke en “page turner”, men den er en stille og intellektuelt udfordrende fortælling om, hvordan politiet opklarer en tilsyneladende perfekt forbrydelse. Det er den anden bog, jeg har læst af Keigo Higashino, og det er bestemt ikke den sidste.
PS Hvis du kan lide mine posts (eller måske ikke), så skriv gerne til mig med dine kommentarer.