
(If you prefer this post in English please visit www.senior-world.com)
Wataha er en polsk spændingsserie, a la Nordic Noir. I Wataha er det nemlig yderst sjældent, at solen skinner og folk smiler. Serien handler om det polske grænsevagtkorps, der opererer i Bieszczadybjergene mellem Polen og Ukraine. En ufremkommelig øde og ofte regnfuld egn. Her udfører samvittighedsløse bagmænd deres lyssky virke. De smugler alt, der er penge i bl.a. våben, narko og mennesker. I Bieszczadybjergenes skove finder vagterne ofte flygtninge, som er efterladte frysende og sultne, men også lig. Deres eneste fejl var, at de sinkede smuglerne.
Grænsepatruljens arbejde kræver, at medlemmerne af patruljen er ubestikkelige og med høj moral. Der er nemlig nok af fristelser.
Hovedpersonen i Wataha er Wiktor Rebrow. Han er officer i grænsevagtpatruljen. Rebrow overlevede som den eneste et bombeattentat i en hytte, hvor hele hans enhed fejrede, at en kollega skulle på pension. Rebrow var gået ud til sin bil, hvor han ventede på sin kæreste, som også var grænsevagt. Pludselig tikkede der en besked ind på hans telefon med ordlyden BUM. Hytten sprang i luften, og alle blev dræbt.
Rebrow blev såret og indlagt på hospitalet. Da han kommer til bevidsthed, får han den tragiske besked, at alle vennerne og kæresten er døde i bombeeksplosionen. Nu går opklaringen i gang med den offentlige anklager Iga Dobosz i spidsen. Der bliver etableret en ny enhed under ledelse af kommandant Markovski, som får til opgave at løse mysteriet om bombeattentatet. Den opgave viser sig ualmindelig svær at løse, da gerningsmændene har tråde ikke kun til det kriminelle miljø, men også til den politiske top. Korruptionen er tilsyneladende altomfavnende.
Wataha har et plot, som heldigvis ikke forfalder til de værste kriminalserieklicheer. De viser skrøbelige grænsevagter, som døjer med at håndtere det hårde og umenneskelige arbejde. En hovedperson, som godt nok opererer som the lone cowboy i opklaringen af attentatet, men alligevel også har svært ved at komme over tabet af sin kæreste og sine kolleger. Rebrow udvikler sig gennem serien, hvilket er et stort plus for serien.
Wataha er en glimrende serie, som finder sted i et for mig totalt ukendt område af Europa, og som viser, hvor umenneskelig den kriminelle verden kan være. Og hvordan korruption kan nå helt op i den politiske top. Det er altid en nydelse at se og opleve en god kvalitetsserie i et totalt fremmed miljø. Se Wataha. Du vil ikke fortryde det. Du kan se serien på HBO Nordic.
PS Hvis du kan lide mine posts (eller måske ikke), så skriv gerne til mig med dine kommentarer.