
Serien Goliath på Prime Video (Amazon) er en hårdt tiltrængt fornyelse af de mange klichefyldte advokatserier, vi har lagt øjne og ører til igennem årene.
Goliath handler om den alkoholiserede og detroniserede stjerneadvokat Billy McBride, som tidligere var medejer af et meget stort verdensomspændende advokatfirma i Los Angeles. Han arbejder ikke længere for det prestigefyldte firma, ligesom han heller ikke længere er gift med den smukke advokat, som stadig er ansat i firmaet. Ydermere så er hans forhold til teenagedatteren ikke alt for godt. Faktisk så går tingene sydpå, som de siger derovre. Og så kan man vel lige så godt tage en drink eller mange.
Tingene begynder at tage fart, da han bliver kontaktet af en uerfaren advokat, som spørger ham, om han vil hjælpe hende med en sag. Den kvindelige advokat regner ham ikke for meget, men da sagen er mod Billys gamle firma, behøver hun hans hjælp til at opnå et forlig i sagen. Det viser sig selvfølgelig, at sagen er meget mere kompliceret og farlig, end først antaget og sagens udvikling kræver, at Billy tager sig alvorligt sammen, hvis han skal hjælpe. Eller i det hele taget hvis han vil overleve, da ukendte gerningsmænd stræber efter hans liv i seriens tre sæsoner.
Det er ikke seriens plot, der bærer denne serie igennem, men i høj grad Billy Bob Thorntons præstation. Han er simpelthen uovertruffen i rollen, som den fallerede og alkoholiserede advokat, som trods fordums storhed stadig har et stort hjerte for andre, som også har ramt bunden af samfundet.
William Hurt spiller fremragende i første sæson, som Billy McBrides modstander og tidligere partner i advokatfirmaet. Hurt spiller overbevisende en uhyggelig, ondskabsfuld og perfid personage, som giver mig associationer til Oberst Kurtz fra Dommedag Nu.
De juridiske tvists i seriens tre sæsoner er på det jævne interessant, men det er skuespillernes præstationer, som får det hele til at gå op i en højere enhed. Du er føler dig simpelthen kvalificeret underholdt. Især første sæson og til dels den tredje sæson er gode. Du kan finde serien på Prime Video (Amazon).
PS Hvis du kan lide mine posts (eller måske ikke), så skriv gerne til mig med dine kommentarer.