
(If you prefer this post in English please visit www.senior-world.com)
Billedekunstneren Alicia Berenson har tilsyneladende myrdet sin mand ved at skyde ham 5 gange med en riffel. Hun bliver anklaget for mordet og efterfølgende anbragt på en lukket anstalt for psykisk syge. Alicia har siden mordet på sin mand nægtet at tale.
Psykologen Theo Faber har gennem årene interesseret sig for mordsagen, og 6 år senere får han ansættelse som psykolog på den anstalt, Alicia er anbragt på. Theo er opsat på at finde ud af, hvorfor Alicia er tavs om mordet på sin mand. En gåde som andre psykologer hidtil er mislykkede med at løse.
Theo Faber begynder nu et veritabelt detektivarbejde med opklare, hvad der gik forud for mordet på Alicias mand. Noget er tilsyneladende ikke, som det burde være.
Som læser springer man mellem Theo Fabers oplevelser både professionelt og privat og så Alicias dagbogsnotater. Begge dele er med til, at vi får et indgående indtryk af begge personer. Derudover er den græske tragedie om Alkestis et gennemgående omdrejningspunkt i romanen. Alkestis er en fortælling om en kvinde, der går i døden for sin mand, men genopstår. Alkestis er samtidig navnet på et af Alicias betydningsfulde malerier. Hvordan har den fortælling sammenhæng med mordet på Alicias mand?
Den Tavse Patient er en suveræn spændingsroman med både spændende krimielementer og så samtidig en uhyggelig psykologisk thriller. Dette gør, at bogen ofte ikke er til at lægge fra sig, selv om du gerne vil. Den er faktisk til tider ubærligt spændende. For din egen skyld. Læs den.
PS Hvis du kan lide mine posts (eller måske ikke), så skriv gerne til mig med dine kommentarer.