
(If you prefer this post in English please visit www.senior-world.com)
Netflix har et særdeles stort udvalg af krimiserier. Nogle fremragende og andre ikke så meget. Jeg elsker genren, og jeg holder især af at se ikke-engelsksprogede serier. Denne gang faldt jeg over den israelske krimiserie Black Space, som jeg synes er en solid og velfungerende serie, uden at jeg vil give den seks stjerner. Men Black Space er grundlæggende spændende, og plottet er tilpas realistisk og kompliceret til, at jeg blev hængende.
Serien handler om et masseskyderi på en high-school i Tel Aviv området i Israel, hvor en gruppe svært bevæbnede personer maskeret som Enhjørninge trænger inde på skolen, mens et stort antal elever er forsamlet til et fællesarrangement. Gruppen af Enhjørninge skyder og dræber tilsyneladende fire tilfældige elever.
Politiet ankommer hurtigt til gerningsstedet, og under ledelse af den egenrådige og temmelig upolerede inspektør Davidi går opklaringen i gang. Det går hurtigt op for seeren at stort set alle involverede i serien har deres egne personlige dæmoner at slås med. Inspektør Davidi venter ufrivilligt sit første barn med sin hustru, hvilket giver en del skærmydsler i parrets privatliv. Ikke nok med at Davidi ikke ønsker at blive far, men han er heller ikke ret meget hjemme for at støtte sin gravide kone. Ydermere er han ret ledelsesresistent og har dertil svære problemer med sit ene øje, som han tilsyneladende fik skadet, da han gik på det selvsamme gymnasium, som nu har været udsat for skoleskyderiet.
Udover de nævnte problemer får Davidi trukket en ung kvindelig inspektør fra en anden afdeling ned over sig. En pardannelse som ikke just ser ud til at kunne fungere. Politichefen mener, at det er en terroristaktion, og politiet arresterer hurtigt nogle palæstinensiske bygningsarbejdere, som under skyderiet har gemt sig på taget af skolen. Davidi tror ikke på, at det er disse palæstinensiske arbejdere der har begået udåden og han trodser sin chef og begynder at undersøge om ikke der iblandt skolens elever er foregået noget mistænkeligt. Der er flere hundrede elever på skolen, men snart får Davidi nys om, at tingene ikke er som de ser ud til. Og så tager Black Space fart.
Persongalleriet i serien er multifacetteret, og karakterne virker troværdige, hvilket er med til at gøre Black Space seværdig. Som tidligere nævnt blev jeg ikke blæst omkuld af serien, men jeg syntes, at jeg blev godt underholdt. Så derfor giv Black Space en chance.
Forresten så er Black Space et computerprogram som gymnasieleverne bruger til at kommunikere med hinanden.
PS Hvis du kan lide mine posts (eller måske ikke), så skriv gerne til mig med dine kommentarer.